COMPLIANCE I DYBDEN
DPP for fabrikanter og private label-producenter: Hvem har ansvaret for hvad
Efter ESPR er den juridiske »fabrikant« den, der markedsfører et produkt under eget navn eller varemærke – ikke nødvendigvis den, der fremstiller det (artikel 2, nr. 42)). Et brand, der bruger en kontraktfabrik, har pligterne efter artikel 27, produktpasset medregnet, så snart en delegeret retsakt omfatter dets produkt. Fabrikken hører til »aktører i forsyningskæden«: Den skal dele data, når en delegeret retsakt angiver det (artikel 38).
Hvem har hvilke ESPR-pligter
- Brandartikel 27Juridisk fabrikant
- Kontraktfabrikartikel 38Aktør i forsyningskæden
- Fabrikkens egen linjeartikel 27Også fabrikant
Navnet på produktet afgør rollen (artikel 2, nr. 42))
Det skal du vide
- 1
Markedsføring, ikke produktion, afgør det.
En virksomhed, der får et produkt konstrueret eller fremstillet af en anden og markedsfører det under eget navn eller varemærke, er fabrikanten. Fabrikken, der har udført arbejdet, er ikke fabrikant for netop dette produkt. §1
- 2
Brandet har ansvaret efter artikel 27.
Før et omfattet produkt bringes i omsætning, skal fabrikanten sikre, at det opfylder kravene, at et digitalt produktpas er tilgængeligt, herunder en backup-kopi, der opbevares af en udbyder af digitale produktpastjenester, og at overensstemmelsesvurderingen gennemføres. §2
- 3
Arbejdet kan flyttes, pligten kan ikke.
Fabrikanten kan få overensstemmelsesvurderingen »udført på fabrikantens vegne« (artikel 27, stk. 2), så prøvning, dokumentation og dataindsamling kan lægges ud til en partner. Pligten til at sikre overholdelse og til at opbevare den tekniske dokumentation og EU-overensstemmelseserklæringen bliver hos brandet. §2
- 4
Fabrikker deler data, når det er angivet.
Når en delegeret retsakt angiver det, skal aktører i forsyningskæden efter anmodning og gratis give tilgængelige relevante oplysninger; mangler oplysningerne, skal fabrikanterne have mulighed for at vurdere produkterne og få adgang til relevante dokumenter eller faciliteter; og bemyndigede organer og myndigheder skal kunne kontrollere nøjagtigheden af oplysningerne (artikel 38). §3
- 5
Produktpasset kan navngive fabrikken.
Bilag III, der angiver, hvilke data et produktpas skal eller kan indeholde, har særskilte felter for fabrikanten, litra g), andre operatører, litra h), og produktionsanlæg, litra i). §4
- 6
En fabriks eget brand ændrer dens rolle.
Den samme fabrik kan være aktør i forsyningskæden for private label-linjer og samtidig juridisk fabrikant med alle pligter efter artikel 27 for produkter, som den markedsfører under eget navn. §5
Det skal du gøre nu
Kortlæg fabrikanten produkt for produkt.
Det afgøres af, hvis navn eller varemærke der kommer på markedet – nogle gange SKU for SKU. §5
Brands: Aftal, hvem der udfører det praktiske arbejde.
Prøvning, dataindsamling og dokumentation kan overlades til andre; den juridiske pligt kan ikke. §6
Opbyg dataflowet sammen med din fabrik.
Fiberindkøb, anvendte kemikalier og oplysninger om produktionsanlægget i et struktureret, DPP-klart format. §6
Guidens status pr. 28. september 2026. Baseret på ESPR (forordning (EU) 2024/1781), artikel 2, nr. 42), artikel 27 og 38, bilag III, litra g)–i), betragtning 32 og 77. En forenklet sammenfatning: ved afvigelser gælder den fulde guide nedenfor og EU-teksterne. Generel information, ikke juridisk rådgivning. Læs hele forbeholdet.
Alt herunder er den fuldstændige guide med kilder. ↑ Tilbage til »Kort fortalt«
Efter EU-retten betyder ordet »fabrikant« ikke det, man skulle tro: I forordningen om miljøvenligt design for bæredygtige produkter (ESPR) er den juridiske »fabrikant« den, der markedsfører et produkt under sit eget navn eller varemærke – ikke nødvendigvis den, der faktisk fremstiller det. For en fabrik, der producerer på kontrakt for et brand, eller en private label-producent, der leverer en detailhandlers produktlinje under detailhandlerens eget mærke, afgør netop denne ene definition, hvem der har forpligtelserne vedrørende det digitale produktpas – og hvem der ikke har.
Denne guide gennemgår, hvad selve ESPR-teksten siger om opdelingen mellem den juridiske »fabrikant« og de parter, som ESPR kalder »aktører i forsyningskæden«, hvad hver af de to roller faktisk skal gøre, og hvordan produktpassets egen datastruktur holder deres identiteter adskilt. Alt i guiden bygger direkte på ESPR (forordning (EU) 2024/1781) – og på intet andet.
Den, der markedsfører det
ESPR's juridiske »fabrikant« er den, der markedsfører et produkt under sit eget navn eller varemærke – ikke nødvendigvis den, der fremstiller det.
Aktør i forsyningskæden
Den særskilte ESPR-rolle, som en fabrik eller en private label-producent har, når den ikke er den juridiske fabrikant.
Art. 2, nr. 42)
ESPR-definitionen, der afgør, hvem der har forpligtelserne vedrørende det digitale produktpas.
1. Det juridiske kriterium: hvem er »fabrikant« efter ESPR
ESPR's artikel om definitioner fastlægger præcist, hvem der er »fabrikant« – og definitionen afhænger af markedsføring, ikke af produktion:
ESPR (forordning (EU) 2024/1781), artikel 2, nr. 42)
Ved »fabrikant« forstås »enhver fysisk eller juridisk person, som fremstiller et produkt eller får et produkt konstrueret eller fremstillet, og som markedsfører dette produkt under sit navn eller varemærke«.
Ved nærmere læsning dækker denne definition to forskellige situationer under én betegnelse. Den dækker en virksomhed, der selv fysisk fremstiller sine egne produkter. Men den dækker lige så vel en virksomhed, der »får et produkt konstrueret eller fremstillet« af en helt anden part, forudsat at virksomheden derefter markedsfører det færdige produkt under eget navn eller varemærke. Et brand, der designer en beklædningsgenstand, indgår kontrakt med en fabrik om at producere den og sælger den under brandets eget mærke, er »fabrikant« efter ESPR – punktum – uanset hvem der har skåret og syet stoffet. Den fabrik, der har udført det faktiske arbejde, er ikke »fabrikant« for dette produkt efter denne forordning.
Det har betydning, fordi forpligtelserne vedrørende det digitale produktpas i artikel 27 knytter sig til »fabrikanter«. En private label-producent eller en kontraktfabrik skal produkt for produkt vide, om den har denne rolle eller ej.
2. Hvad brandet har ansvaret for – også når en anden fremstiller produktet
Artikel 27 fastsætter de forpligtelser, der knytter sig til den, der har rollen som »fabrikant«. Før fabrikanter bringer et omfattet produkt i omsætning, skal de sikre, at produktet opfylder de gældende krav, at det er ledsaget af de krævede oplysninger, og at et digitalt produktpas er tilgængeligt, herunder en backup-kopi, der opbevares af en udbyder af digitale produktpastjenester. Fabrikanter skal desuden gennemføre en overensstemmelsesvurdering – eller sørge for, at den bliver gennemført:
ESPR, artikel 27, stk. 2
»Fabrikanten skal, før denne bringer et produkt, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, i omsætning eller tager det i brug, gennemføre den overensstemmelsesvurderingsprocedure, der er fastsat i nævnte delegerede retsakt eller få den udført på fabrikantens vegne og udarbejde den nødvendige tekniske dokumentation.«
Formuleringen »få den udført på fabrikantens vegne« har reel betydning her. Den bekræfter, at et brand kan overlade de praktiske opgaver med prøvning, dokumentation og dataindsamling til sin produktionspartner, en compliance-specialist eller et tredjepartsorgan. Det, den ikke gør, er at flytte den underliggende juridiske pligt. Artikel 27, stk. 1, indleder med, at fabrikanter »sikrer«, at kravene overholdes – pligten til at sikre overholdelse og pligten til at opbevare den tekniske dokumentation og EU-overensstemmelseserklæringen ligger hos den, der har rollen som juridisk »fabrikant«, uanset hvor stor en del af det faktiske arbejde der lægges ud til underleverandører.
Fabrikanter skal desuden anføre deres eget navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og deres kontaktoplysninger på produktet eller, hvis det ikke er muligt, på dets emballage eller i et dokument, der ledsager produktet, og på den offentlige del af selve det digitale produktpas, hvor det er relevant (artikel 27, stk. 6) – endnu et tegn på, at loven peger på brandet og ikke på fabrikken som den ansvarlige part.
3. Hvad fabrikken skylder brandet, selv om den ikke er den juridiske »fabrikant«
At en kontraktfabrik eller en private label-producent ikke betegnes som »fabrikant«, betyder ikke, at den er uden forpligtelser. ESPR bruger et særskilt begreb – »aktører i forsyningskæden« – netop for denne rolle og stiller egne, bindende krav til den, så snart de er angivet i den relevante delegerede retsakt:
ESPR, artikel 38 – Krav til aktører i forsyningskæden
»Aktører i forsyningskæden skal, når det er angivet i den delegerede retsakt vedtaget i henhold til artikel 4: a) efter anmodning og gratis give fabrikanter, bemyndigede organer og kompetente nationale myndigheder tilgængelige relevante oplysninger om de produkter eller tjenesteydelser, de leverer b) i mangel af de oplysninger, der er omhandlet i litra a), give fabrikanterne mulighed for at vurdere de produkter eller tjenesteydelser, de leverer, og give disse fabrikanter adgang til relevante dokumenter eller faciliteter, og c) give bemyndigede organer og kompetente nationale myndigheder mulighed for at kontrollere nøjagtigheden af relevante oplysninger, der vedrører deres aktiviteter.«
Læg mærke til ordene »når det er angivet«: Fabrikantens forpligtelser efter artikel 27 finder automatisk anvendelse, så snart et produkt er omfattet af en delegeret retsakt, mens pligterne for aktører i forsyningskæden efter artikel 38 først får virkning, når den relevante delegerede retsakt faktisk angiver dem for den pågældende produktgruppe. ESPR definerer ikke selv »aktører i forsyningskæden« formelt med samme præcision som »fabrikant«: Begrebet bruges i bestemmelserne, men er ikke fastlagt i listen over definitioner i artikel 2. Det er i sig selv værd at vide, så man ikke antager en strengere juridisk afgrænsning, end der faktisk findes.
Den betragtning, der hører til artikel 38, forklarer, hvorfor bestemmelsen overhovedet findes – brands har ofte ikke selv de underliggende produktionsdata:
ESPR, betragtning 77
»…bør Kommissionen tillægges beføjelser til, hvor det er behørigt begrundet, at kræve, at forsyningskædeaktører gratis giver oplysninger om, hvad de leverer, såsom mængde og type eller kemisk sammensætning af anvendte materialer eller den anvendte produktionsproces eller oplysninger om betingelserne for leveringen af deres tjenesteydelser. Det bør også være muligt at give fabrikanterne lov til at få adgang til de dokumenter, der indeholder sådanne oplysninger, eller til forsyningskædeaktørernes faktiske faciliteter, så de kan tilgå de nødvendige oplysninger direkte, hvis forsyningskædeaktørerne ikke giver de ønskede oplysninger inden for en rimelig frist.«
Kort sagt: Loven forudsætter, at brandet får brug for data, som kun fabrikken har – fibersammensætning, anvendte kemikalier, den faktiske produktionsproces – og bygger to ting ind i reglerne: en pligt til at dele oplysninger gratis og, som sikkerhedsnet, en ret til adgang til faciliteterne, hvis oplysningerne udebliver.
4. Sådan holder selve produktpasset disse identiteter adskilt
Denne opdeling mellem den juridiske »fabrikant« og det faktiske produktionsanlæg er ikke blot et begrebsmæssigt skel – den er indbygget direkte i det digitale produktpassets egen datastruktur. Bilag III, der angiver, hvilke data et produktpas skal eller kan indeholde, har tre beslægtede, men adskilte felter:
| Bilag III, litra | Hvad feltet registrerer |
|---|---|
| (g) | »oplysninger vedrørende fabrikanten, såsom dennes entydige operatøridentifikator« – det juridiske brand efter kriteriet i artikel 2, nr. 42). |
| (h) | »entydige operatøridentifikatorer ud over fabrikantens« – plads til, at den faktiske fabrik, en underleverandør eller en anden aktør i forsyningskæden kan have sin egen identitet. |
| (i) | »entydige anlægsidentifikatorer« – det konkrete produktionssted, som kan afvige fra både fabrikantens og enhver anden operatørs registrerede identitet. |
Et produktpas, der kun er bygget op omkring brandets egen identitet, er ufuldstændigt efter denne strukturs egen logik – loven forudsætter, at anlægget og de øvrige involverede aktører navngives, frem for at alt samles i ét »fabrikant«-felt. Det stemmer overens med det, forordningen angiver som produktpassets grundlæggende formål: Betragtningerne beskriver det som noget, der forventes at »i væsentlig grad forbedre et produkts end-to-end-sporbarhed i hele værdikæden«, og som er tilgængeligt for »erhvervsdrivende, nemlig fabrikanter, bemyndigede repræsentanter, importører, distributører, forhandlere og udbydere af distributionstjenester, og andre aktører i værdikæden« (betragtning 32) – et formål, der kun kan opfyldes, hvis identiteterne på produktionssiden faktisk registreres og ikke blot brandets.
5. Når fabrikken selv bliver den juridiske »fabrikant«
Kriteriet i artikel 2, nr. 42), handler om en rolle, ikke om en fast identitet. Den samme fabrik kan for forskellige produkter befinde sig på begge sider af denne grænse på samme tid: Den hører til gruppen »aktører i forsyningskæden« for de private label-linjer, den producerer under en detailhandlers eget brand, og er juridisk »fabrikant« i egen ret for ethvert produkt, den designer, producerer og sælger under sit eget navn eller varemærke. En fabrik, der både driver en white label-produktion for andre brands og sælger en mindre linje under eget navn, har ESPR-forpligtelser som »fabrikant« – artikel 27 i sin helhed, ikke de lettere pligter efter artikel 38 – for sidstnævnte linje fra det øjeblik, den markedsfører netop disse produkter under eget navn.
Man skal holde styr på denne sondring produkt for produkt og i nogle tilfælde SKU for SKU, i stedet for at gå ud fra, at den gælder ensartet for hele virksomhedens produktion.
6. Hvad det betyder i praksis
For et brand gælder det, at rollen som juridisk »fabrikant« og pligterne efter artikel 27 aldrig overdrages ved at lægge produktionen ud til andre – det, der reelt kan flyttes over til en produktionspartner, er det praktiske arbejde med prøvning, dataindsamling og dokumentation, ikke den underliggende forpligtelse til at sikre overholdelse. For en fabrik eller en private label-producent gælder det, at manglende betegnelse som »fabrikant« ikke betyder manglende forpligtelser – artikel 38 skaber reelle pligter til at dele data og, hvor det er nødvendigt, give adgang til faciliteter, når en delegeret retsakt angiver dem, og ethvert produkt, der sælges under fabrikkens eget navn, gør den fuldt ud til »fabrikant« for netop den linje.
I begge retninger er den praktiske flaskehals som regel den samme: Den part, der juridisk er ansvarlig for produktpasset (brandet), har ofte ikke de underliggende produktionsdata (fabrikkens indkøb af fibre, anvendte kemikalier, oplysninger om produktionsanlægget) i et struktureret, DPP-klart format. Størstedelen af det reelle arbejde med at overholde reglerne ligger i at opbygge et dataflow mellem de to parter snarere end i en enkelt bestemmelse i loven.
OPBYGNING & HOSTING
Andres fabriksdata, ét live produktpas.
Opbygning & hosting omsætter spredte brand- og fabriksdata – fibersammensætning, anlægsidentifikatorer, problematiske stoffer – til produktionsklare produktpas, der er forbundet med EU's digitale produktpasregister. Omfanget fastlægges efter en fuld kollektionsaudit, og produktpassene vedligeholdes i hele den periode, hvorunder de ifølge de delegerede retsakter skal forblive tilgængelige, og som mindst skal svare til produktets forventede levetid (artikel 9, stk. 2, litra i)).
Kontakt os →Ofte stillede spørgsmål
Kræver et brands forpligtelser som fabrikant efter artikel 27 en særskilt lov, når tekstiler bliver omfattet, eller finder de automatisk anvendelse?
Vi er en fabrik, der producerer til et brand, som sætter sit eget mærke på produktet. Er vi »fabrikant« efter ESPR?
Betyder det, at fabrikken slet ikke har nogen juridiske forpligtelser?
Kan et brand lægge det egentlige arbejde med at overholde reglerne ud til sin produktionspartner?
Kan det digitale produktpas selv vise, hvilken fabrik der faktisk har fremstillet produktet?
Kan en fabrik blive den juridiske »fabrikant« efter ESPR for sine egne produktlinjer?
Hvem skal egentlig inddrages, for at et private label-produkts digitale produktpas bliver korrekt?
Kilder
- ESPR – den fulde tekstEuropa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1781 af 13. juni 2024 om fastlæggelse af en ramme for fastsættelse af krav til miljøvenligt design for bæredygtige produkter, om ændring af direktiv (EU) 2020/1828 og forordning (EU) 2023/1542 og om ophævelse af direktiv 2009/125/EF. Artikel 2, nr. 42) (definitionen af fabrikant), artikel 9 (digitalt produktpas; perioden for produktpassets tilgængelighed, stk. 2, litra i)), artikel 27 (fabrikantens forpligtelser), artikel 38 (krav til aktører i forsyningskæden), bilag III, litra g)–i) (identifikatorer for fabrikant, operatører og anlæg i det digitale produktpas), betragtning 32 og 77. CELEX 32024R1781 ↗
Alle kilder blev tilgået og kontrolleret direkte på EUR-Lex den 28. september 2026. Dette er generel information og ikke juridisk, finansiel eller investeringsmæssig rådgivning; brands og fabrikker bør få bekræftet af en kvalificeret juridisk rådgiver, hvordan disse roller finder anvendelse på deres konkrete forsyningskædestruktur.